Af Caroline Kollenberg Thisted, sognepræst i Værløse og Hareskov sogne

2. påskedag - skal vi følges?

Af og til er det rart at gå alene i egne tanker, gå sig en god idé eller løsning til, dér rundt om Søndersø. Andre gange følges en god frokost op af en familieslentretur – bare lige på det grønne område – inden kaffen venter derhjemme. Vi kan li’ at gå. Vi går tur, vi går stavgang, vi går langt, vi vandrer, vi er pilgrimme – vi flytter os i hvert fald, for det er livets natur. Og af og til er det rart at gå alene i egne tanker.

Andre gange spørger vi: Skal vi følges? Skal vi samme vej? Vil du med? For nok bevæger vi os og det er livets natur, og dertil er det menneskets natur at række ud efter hinanden og følges ad, kort eller langt, en stund eller til døden os skiller ad.

2. påskedag fortæller os, at selv når vi går i lidelse – når bekymringer, mismod, tankemylder fylder vores sind – ja, når vi går i dødens dal gennem mørke dage, så er det godt at følges og godt at lade noget trænge sig på. Noget, som kan vise os vej videre og som kan få hjertet til at banke i brystet på os.

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier

fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket.

2. påskedag fortæller, at to disciple, som var så bedrøvede over at have mistet en, de elsker, gik fra Jerusalem, hvor deres ven var blevet korsfæstet. Og verden gav ikke længere mening. De forstod ikke, hvorfor det var gået som det gik. Hvorfor forræderi og tortur og korsfæstelse var hændt. Verden var faldet fra hinanden for dem. Det er en fælles og menneskelig erfaring og den gamle tekst rækker hen over to årtusinder og taler til os, når der står, at mens de gik og talte sammen, dukkede en tredje skikkelse op.

Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes,

kom Jesus selv og slog følge med dem.

Kristus, den korsfæstede og opstandne, meningen med det hele, indfandt sig mellem dem. De fik vendt og drejet og talt om det skete og langsomt gik den store sammenhæng op for dem.

Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem,

hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

De indså at det, der er tabt, aldrig er forsvundet. Vi må tåle at miste hinanden, men vi vil ikke finde os i at glemme, slette eller dø sammen med dem, vi mister. For påsken handler ikke kun om at verden falder fra hinanden, at mørke sænker sig, at døden får det sidste ord. Påsken handler om, at livet rejser sig – igen og igen, på ny og så endnu engang. Påsken er fortællingen om, at Gud er død, men også opstanden og det er grundlæggende den måde livet er indrettet. Som morgen følger nat, som lys følger mørke, sådan vil liv følge død og det er allerede her midt i tilværelsen og tiden sådan. For vi genfinder livsmod, vi tænder håbet for hinanden, vi rækker ud og rejser os op. Vi lader leve og gro og verden går ikke til grunde. Det er derfor vi skal følges. For at vi kan tale den store sammenhæng frem mellem os og mærke, hvordan det hele hænger sammen, selvom vi ikke først kunne se det. For;

De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os,

mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«

Og de løb tilbage i hast og iver, og med forventningen om at det gjorde hele forskellen busede de ud:

Herren er virkelig opstået!

Sognepræsterne Morten Munch, Johannes Krarup, Samuel Nielsen og Caroline K. Thisted skriver på skift om påskehelligdagene.

Indlæggene kan også læses på netavisen Alt om Furesø