Sammen om sorgen - Sorggruppe i Kirke Værløse v. sognepræst Rosa Bech
Hvorfor sorggruppe?
Når man har mistet én, der stod en nær, kan det kan være aflastende og støttende at tale med andre, der gennemlever noget lignende. Her kan en sorggruppe give mulighed for i et trygt og lukket rum at tale sammen med andre om sin sorg, og således være til støtte i en svær tid.
Hvad kan du forvente af sorggruppen?
Denne sorggruppe er hverken et terapi- eller behandlingstilbud. Målet med gruppen er således ikke at fjerne sorgen, ej heller at få den sørgende til "at komme videre". Derimod er der plads i gruppen til at komme og gå, som man er. I fællesskab med hinanden vil vi bære med på den sorg, der kan fremstå vidt forskelligt for hver enkelt af os. Forhåbentligt kan det være til aflastning i en periode at være i et fællesskab, hvor der er plads til at give sorgen ord.
Sorggruppe - noget for dig?
Sorggruppen er for dig, der:
- har mistet inden for de sidste to år.
- har brug for andre at tale med om sorgen.
- kan rumme andres sorg.
- kan forpligte sig til gruppen gennem forløbet.
Sorggruppen finder sted i Kirke Værløse Sognehus tirsdag formiddag kl.9.30-11.30 på følgende datoer: 27. februar, 12. marts, 2. april, 16. april, 30. april og 14. maj. Sidste gang slutter vi af med at spise frokost sammen.
Der er 8 pladser. Tilmelding nødvendig.
For at høre mere eller tilmelde dig, skal du kontakte sognepræst Rosa Bech på reb@km.dk eller 20490075.